1964 Ford Galaxie

Da jeg købte min Mustang i november 91, troede jeg faktisk, at det var bilen for mig i mange år. MEN!! En skøn sommerdag, var vi til åbent hus i Fredericia, og da vi skulle ud at køre tur om eftermiddagen, kørte jeg med Jan i Chevellen, og da gik det op for mig, at livet er for kort til at køre med tag på. Mustangens dage var talte.
Jeg begyndte at kigge efter cabrioleter i aviser og blade. I maj måned 94 var der så to cabber til salg, en Buick fra 65 og en Galaxie fra 64. Buick manden blev kontaktet, men prisen var astronomisk, og hvem vil have en megadyr Buick der oven i købet er hvid?
Så jeg kørte til Vejen i Jylland for at se på Forden. Den havde stået i garage i et års tid, manden var ikke meget for at køre den ud af garagen, men efter lidt snak lykkedes det. Den så pæn og regulær ud, til fornuftig pris, og efter lidt forhandling frem og tilbage var bilen min.
Galaxien skulle leveres nysynet, og da den ankom til synshallen lyste synsmandens ansigt gevaldigt op, han åbnede højre dør og rodede ved og under instrumentbordet og konstaterede: Den er god nok! Denne Galaxie har tilhøret politiet, jeg var betjent i tresserne og politiet havde en tre – fire stykker! Nå!! Bilen blev synet med stempel og en blank synsrapport.
Jeg kontaktede politiet i Odense, for at høre, om de kendte noget til politiets biler i tresserne, men de meldte pas forbi, men henviste mig til politiet i Roskilde, og der var en, der på to minutter fortalte alt om min bil og hvem der havde KØRT den. Det viste sig at være H. P. Christensen, der medvirkede i trafikradioen med Lars E. Christensen. Jeg kontaktede H. P. Christensen og fik en lang snak om hvad bilen har været brugt til bl.a. kørte den lige foran Dronning Margrethe da Hendes Majestæt skulle giftes i 67.
H. P. har sendt næsten 100 billeder til mig om bilens fortid. Jeg har nu haft den i 6 år, og den her i mellemtiden fået ny motor mm og den køre som en drøm. Per.